Et uforpligtende naboskab

I Hasselvænget er vi tætte naboer med en uforpligtende og varieret samværsform. Mange bor i Hasselvænget i mange år.

Takket være børnene, der tit leger i parken og besøger hinanden, er der bevægelse og liv. De voksne hilser, snakker over hækken og låner ting af hinanden. En gang om måneden er der madklub for dem, der ønsker at deltage og har tid.

Vi er fælles om lidt haveredskaber, trillebøre og et par store telte. Teltene bliver sat op til sommerfesten.

Vi kigger efter hinandens huse, vander havekrukker og fodrer katte, når en nabo er bortrejst.

I parkens midte står en flagstang, og flaget er oppe på flagdage og ved andre festlige lejligheder.