Unikke rækkehuse i Vanløse

Grøn plet i hjertet af det hele

Skønne boliger

I Hasselvængets Ejerlag er der 38 huse beliggende i en hestesko. Hesteskoen omkranser det grønne areal, som der kun er adgang til fra husene. Vi kalder det “Parken”.

Størrelsen på husene varierer mellem 54 og 55 kvadratmeter på stueetage og første sal. Førstesalen er fuldt udnyttet og uden skråvægge. Husene er bygget i funkisstil og pladsen er utroligt godt udnyttet. Lys og rumfornemmelse er prioriteret højt, og alle husene har i stuen store vinduespartier ud mod haven. Stueetagen rummer en vinkelstue og køkken.

En del, men ikke alle huse har fuld kælder. De huse, der ikke har fuld kælder har kælder i fuld højde under halvdelen af huset og krybekælder under resten. Alle husene har en lille altan med rundbuet dør.

De små haver

Alle husene har adgang til en privat have på ca. 100 kvadratmeter. Haverne rummer terrasse og græsplæne - have og terrasse er placeret forskelligt på de tre veje. Tilbage i 50’erne og 60’erne var der en årlig konkurrence om den skønneste have. Dette er imidlertid ikke ført videre men haverne rummer stadig en stor grad af personligt præg, med små blomsterbede, træer og buske.

For husene på Thorupgård Allé og Hvidtjørnevej er der fra stuen udgang til haven og for enden af haven adgang videre ud til den fælles park. Husene på Hasselvej har fra stuen udgang til den fælles park, mens den private have tilgås fra hoveddøren.

Tæt på natur, tæt på København

Hasselvængets Ejerlag ligger i Vanløse, der er en bydel i Københavns kommune med ca. 41.000 indbyggere (2016).

Kun godt én kilometer fra ejerlaget ligger både Vanløse og Flintholm station, hvorfra der kører busser, S-tog og Metro. Ved Vanløse station finder man også Vanløses hovedgade, Jernbane Allé med små specialbutikker. På Vanløse Torv er indkøbscenteret Kronen, der rummer flere caféer og restauranter.

Kun få hundrede meter vest for husene ligger Damhussøen og –engen, som udgør en af Københavns mest attraktive gå- og løberuter. Skal man ud af byen med bil er der kun knap 4 km til nærmeste motorvejstilkørsel.

Husene ligger dermed unikt både tæt på lokalliv, natur, i cykelafstand til Københavns centrum og i køreafstand til det øvrige Danmark.

 
 

Byggematerialer

Husene er opført i tiden lige før og omkring 2. verdens krigs udbrud. Det betød, at der blev brugt gode og kvalitetsprægede byggematerialer, fx håndstrøgne mursten og vinduer af kernetræ. Facaderne er forskudte, og bygget i skiftevis gule og røde sten.

I de oprindelige huse var der parketgulve i stueetagen og glatte døre af mahogni. I de store vinduespartier mod haven var vindueskarmen lavet af sten og der var indbyggede garderobeskabe i entre og soveværelser. I badeværelset var der flisevægge og stort indmuret badekar. Køkkenerne var snedkerkøkkener og var udstyret med fliser, rustfri stålvask og forkromede haner. I en del af husene var der muret pejs. Vinduerne var af kernetræ og udvendigt hængslede.

Arkitekterne, der tegnede husene, var Gunnar Milthers og K.K. Søndergaard. Læs mere herom under Historien

Præmieret arkitektur

I 1941 modtog rækkehusene i Hasselvænget Københavns Kommunes arkitektdiplom.

Baggrunden var husenes særlige arkitektoniske og planmæssige kvaliteter, der kan ses som et fint eksempel på mødet mellem traditionelt dansk teglstensbyggeri og den internationale funktionalisme fra perioden.

Rækkehusene bryder med mange af datidens traditioner for rækkehusbyggeri. Facaderne er forskudte, der er altaner med rundbuet dør og husene har forskellige vinduesstørrelser afhængigt af rummenes funktion. Forskydningen af husenes facader bryder med datidens rækkehuses ellers monotone fremtoning og skaber en mere levende facade.  

Indretningsmæssigt skiller husene i Hasselvænget sig også ud fra datiden traditioner. Den store stue, der fylder det meste af stueetagen, bryder med den ellers traditionelle opdeling i spisestue og dagligstue. Den indvendige trappe i stuerne skulle forbinde etagerne for at få sammenhæng i tilværelsen. Ideen om den fælles park kunne på én gang bevare de sjældne træer fra Hastrups planteskole og skabe et fælles grønt område for beboerne og deres børn.

Lokalplan

I 2001 vedtog borgerrepræsentationen i Københavns Kommune en lokalplan for de 38 huse i ejerlaget og det tilhørende grønne område.

Lokalplanen fastlægger en række regler og retningslinjer for, hvordan vi skal vedligeholde og forny såvel huse som ”Parken” så respekten for de ”særlige kulturhistoriske og arkitektoniske kvaliteter” bevares.

Med status af en ”bevarende lokalplan” betyder det, at husene og området bevidst vedligeholdes i overensstemmelse med den ensartethed, der prægede husene oprindeligt og skabte den byarkitektoniske helhed.

Lokalplanen er samtidig med til at sikre, at området vedbliver at være et attraktivt boligområde, med unikke og smukke huse og vi er i Hasselvænget glade for, at det i sin tid i samarbejde med kommunen lykkedes, at få vedtaget lokalplanen.


Planløsning Hasselvej

Planløsning Hvidtjørnevej

Planløsning Thorupgård Allé